MATILDE DIGMANN

interview med Matilder Digmann

Kopenhagens Nyhedsbrev, mars 2008

Hvordan kan det være du har valgt at arbejde med videomediet?

Jeg har i starten af min kunstneriske praksis arbejde med fotografi, som har meget hurtig udvikle et ret tidslig udtryk. Det var en logisk videreføring at forflytte min arbejdsmetode til videomediet. Jeg vil mene at mine videoer bevæger sig stadig i en fotografiske genre - særlig de tidligere værker virker næsten som filmiske tableauer eller levende stillbilleder.

Forholder du dig til videokunstens historie når du arbejder?

Ikke umiddelbart til videokunstens historie men selvfølgelige er der nogen kunstner eller filmlaverer, som jeg er inspireret af. Jeg er meget optaget af Chantal Ackermanns fortællingsmetoder i filmmediet. Stan Douglas har påvirket mig meget i forhold til hvordan han bevist arbejder med mediets dimension og fletter det ind på en konceptuelt måde i sine værker. Emnemæssigt føler jeg meget tæt på Aernout Mik, som også arbejder med undtagelsestilstande i samfundet men mens han arbejder med en reaktion på det er det i mine værker mere en resignation, som præger værkerne. Mit sidste værk ”Cuers” tager direkte inspiration fra en scene af Orson Welles forfilmning af Kafkas ”Processen” hvor blandt andet titlen udspringer fra.

Dine arbejder kan virke lidt om levende stills med en meget anderledes narrativ end traditionelle videoværker hvis man kan snakke om sådan nogle?

I stedet for en klassisk narrativ forløb er mine værker mere en situationsberetning. Det som du kalder for levende stils er mest tilfældet i mine tidlige værker, hvor billedopbygningen er konstrueret som et fotografi og handlingen bevæger sig i rammen som udgør den ubevægede billedudsnit. De nyere værker arbejder med et ”travelling camera” hvor kameraet bevæger sig som et øje igennem en situation uden at udvikle en bestemt form for narativitæt. Jeg synes at mine værker trods alt kan virke narrativ men det forgår mere i møde med beskueren selv. Det er Situationer som man både identificerer sig med og brutalt invaderer igennem kameraføringen og i kraft af den fysiske installation af værkerne. Beskueren bliver draget ind i handlingen igennem kamera greb som close-ups, slowmotion og ikke mindst det skjulte kamera, som gør at vi træder ind i et intimt rum af menneskerne i videoen. Det ren objektive dokumentariske undergraves af subjektiviteten som ligger i både i min tilgangsmåde i filmningen og beskuerens konfrontation med det.

Hvad betyder det for dig at vise dine værker samlet som du gør på Overgaden?

Alle værker i udstillingen er produceret under samme arbejdstitel ”Unbreakable Space”, som også blev til titlen af udstillingen. Det er en stor oplevelse for mig at vise værkerne i sammenhæng, siden de ikke bare er tilknyttet tematisk men også beriger hinanden i deres forskellighed. Jeg tror i udstillingen kan man meget godt se hvordan mine ideer bygger op på hinanden og finder form i forskellige vinklinger. Det har været en udfordring at installere dem i Overgadens lokaler, siden det ikke umiddelbart var ideale forudsætninger for en videoudstilling, men jeg er meget glad for resultatet.

Ventetid synes at være et vigtigt tema i dine værker. Er det rigtigt opfattet? Og hvad betyder ventetid og stilstand i så fald for dig?

Mine videoer tager udgangspunkt i situationer, hvor privatsfæren er konfronteret med det offentlige rums strukturer. Den enkelte fremstilles inden for rammerne af et overordnet system af offentlige magtstrukturer, kapitalistiske strategier og formaliseret adfærd. De fleste af værkerne skildrer en situation, der er kendetegnet ved, hvad man kunne kalde ‘institutionaliseret’ venten, en passiv tilstand, hvor folk er tvunget til at forblive et bestemt sted i et afgrænset tidsrum. De fastholdes i en indskrænket konstellation af tid og rum – i et ‘unbreakable space’. Jeg interesserer mig for den psykologiske dimension, der genereres af sådanne situationer og det, at det enkelte menneske her udgør et privat rum i en offentlig kontekst. Nogle af videoerne udspringer af en dokumentarisk strategi og bærer præg af en meget subjektiv tilgang. Kameraet overvinder afstanden mellem det offentlige og det private rum og fremstiller folks passivitet og deres serialiserede isolation. Jeg bruger kameraet til at fortætte disse situationer til næsten hermetiske tilstande, som i sig selv danner et spatielt kontinuum.

Hvad betyder det tidslige aspekt for dig i dine værker/i livet? Hvordan og til hvad bruger du loopet og hvordan indvikler form og indhold på hinanden for dig?

Tid i sig selv men også koncepter som stagnation, gentagelse og endeløshed har en ret eksistentiel karakter. Rent logisk kan vi måske godt tænke evigheden, men i sidste ende står vi altid tilbage med en vis usikkerhed. Det er den usikkerhed i forståelsen af sammenhængen mellem rum og tid, der efterlader et indtryk af uhygge. Ventetiden fungerer for mig på endnu en plan – det er et psykologisk rum hvor vi bliver kastet tilbage til os selv og de sociale strukturer vi befinder os i. Jeg fremstiller dette i mine videoer i det at jeg isolerer en situation af dens forløb i tiden og konstruerer det til en selvforsynende enhed. Tiden bliver på den made strækket til endeløsheden og hver form for udvikling bliver umuliggjort. Videomediets potentiale byder også med muligheder på en rumlig plan, som jeg benytter mig af i ”Cuers”. De enkelte scener, som videoen fremstiller kan sammensættes i evig ny konstellationer
Hver scene er forbundet med den næste gennem en usynlig redigering. På den måde er det altid muligt at sammensætte sekvenserne i nye kombinationer og således skabe en endnu mere kompleks labyrintstruktur. Jeg opfatter labyrinten som en tilstand af stilstand, også selvom man går rundt og rundt – medmindre selvfølgelig at man er på rette spor.

Hvordan er det at skabe værkerne? Jeg tænker på at optage alle disse mennesker i venteposition? Man kan godt blive i tvivl om de er ’ægte’ eller statister og samtidig virker optagelserne meget intime, næsten nærgående...

. Nogen værker er optaget med skjult kamera mens andre er iscenesat, men alle er direkte inspireret af en eksisterende fænomen. Helt fra starten har jeg arbejde med situationer af stilstand som jeg har iscenesat og senere bearbejde teknisk til ret komplekse videocollager. På et tidspunkt var jeg interesseret i at finde disse situationer i det virkelige liv og bare bruge kameraet til at dokumentere dem.

Det første værk i det spor var Sleepers, som jeg optog i Stansted Lufthavn, som er den vigtigste lufthavn for de britiske lavprisselskaber. På grund af dumpingpriser på flyrejser inden for Europa, er lufthavnen fyldt med folk, som overnatter på stedet for at kunne nå at komme med en tidlig morgenafgang. På den måde undgår de at betale for et hotelværelse inde i byen og transport frem og tilbage. Jeg var interesseret i, hvordan en helt specifik situation tvinger folk til at benytte det offentlige rum til noget så privat som at sove. Situationen i sig selv var så surrealistisk, at jeg besluttede mig for at arbejde med skjult kamera, hvilket gjorde det muligt at komme helt tæt på og skabe meget intime billeder.

Det næste værk Unbreakable Space er optaget på en af de centrale banegårde i London. Det viser togrejsende, som står og venter under en stor informationstavle i myldretiden. Ligesom på alle andre britiske banegårde bliver perronen først meddelt på tavlen nogle få minutter inden afgangen, så folk er nødt til at stå og holde øje med tavlen hele tiden, hvis de vil være sikker på at få en siddeplads på toget. Situationen har også et transitelement, men jeg var mest interesseret i det psykologiske fænomen, at folk står og venter, i vågen og selvbevidst tilstand, midt i det offentlige rum. Unbreakable Space er også optaget med skjult kamera, men frem for at dokumentere, hvordan det foregår, skildrer jeg snarere folk i selve situationen, der fungerer som en slags afspejling af deres tilstand. Kameraet er i hvileposition og tilkendegiver varigheden udelukkende i kraft af folks ansigtsudtryk.

Crossing Fields fungerer lidt anderledes, men også her er der tale om en virkelig situationen situation jeg oplevede på en rejse i Kina. Værket fremstiller folk, der læser i boghandlere, hvilket er meget almindeligt i de større byer, fordi bibliotekerne er utidssvarende, og fordi folk kan spare penge ved at læse bøgerne i butikken uden at købe dem. Det er en adfærd, som butiksledelsen faktisk bifalder, og derfor er der folk, der tilbringer hele dage i boghandlere. Jeg fandt det interessant, at man altså her havde et kommercielt rum, der blev benyttet til en privat aktivitet, hvilket underminerede stedets kommercielle strukturer. På grund af den politiske situation i Kina var det ikke muligt at filme med skjult kamera, så jeg var nødt til at gribe tilbage til iscenesættelsen. Det viste sig at være en meget interessant proces, fordi jeg jo faktisk måtte iscenesætte en ellers autentisk situation på en ret personlig måde. Selvom de situationer, jeg arbejder med, udspringer af virkelige scenarier, er jeg mest interesseret i det psykologiske aspekt af de strukturer, som betinger individerne.

Det er også det, der er udgangspunktet for ”Cuers”. Dette værk gør den situationelle kontekst endnu mere utydelig og fokuserer på individets tilstand som en entitet for sig. I “Cuers” går jeg et skridt videre med min iscenesættelsesmetode. Jeg refererer stadig til virkelige situationer, men i dette tilfælde drejer det sig ikke om en enkelt virkelig situation, men om mange. Rent spatielt skaber jeg ikke blot et enkelt specifikt sted, men snarere et kalejdoskop af elementer fra alle mulige forskellige settings. Disse settings sammenføjes i en labyrintagtig struktur, hvor beskueren farer vild under forsøget på at finde en logisk orden eller en spatial korrelation.